De 12 sessioner er 12 forskellige massager, hvor du får masseret en enkelt kropsdel under hver behandling og samtidig får lejlighed til at tale om de problematikker og resssourcer, der er forbundet med den pågældende kropsdel.
De første 3 sessioner (lår, underben og fødder) er med til at give en god jordforbindelse og fokuserer på emner som viljestyrke, at give slip og væren.
Herefter følger de 3 ryg-sessioner (baller/lænd, øverste del af ryg og rygsøjlen), hvor et af de væsentlige emner er din erfaring og historie, d.v.s. hvad du har med i ”rygsækken” fra barndom og ungdom. Nogle af ressourcerne i dette område er selvstændighed, selvtillid og disciplin.
I de 3 næste sessioner (nakke/hals, arme og bryst) er emnerne bl.a. forståelse, udtryk og relationer, og områdets ressourcer omfatter tillid, balance og kærlighed.
De sidste 3 sessioner (mave, ansigt og helkropsmassage) har bl.a. fokus på forvandling, tro og centrering.
I den sidste massage, helkropsmassagen, samler vi op på alle sessionerne, og du får lejlighed til at gøre status over den vækst, der er sket under hele forløbet.
Det er en god idé at give dig selv noget tid mellem de enkelte sessioner, mindst 3 uger, for at integrere de forandringer, der sker undervejs.
___________________________________
Jeg har selv modtaget de 12 sessioner under uddannelsen og kan kun anbefale det til andre. Jeg føler, at jeg har et andet ståsted i dag, hvor jeg har mere selvtillid og er mere opmærksom på de mønstre, jeg er tilbøjelig til at falde tilbage til, og - ikke mindst - en erkendelse af årsagerne til dem. Det har også givet mig en større accept og forståelse af mig selv.